mandag den 19. maj 2014

Den perfekte pizza


Hvad er den perfekte pizza?
Pizza, eller i flertal pizze kommer i mange former, der er nok lige så mange måder at lave pizza på som der er mennesker der laver dem, men for os, ved bålfolket er der ingen tvivl, den skal helst laves i stenovn. Desuden skal en pizza skal have en tynd sprød bund, et perfekt tilberedt fyld, og en god ost på toppen. Men også, og ikke mindst være velsmagende!

Og hvordan gør du så!
Vi har prøvet mange forskellige opskrifter på pizzadej, og det vi er nået frem til, er som følger:
Vi bruger vores normale italienske grundopskrift på brød, helst med to slags mel, tipo 00, og en almindelig stenkværnsformalet hvedemel, og gerne med ca. 50 gram semolinamel tilsat, desuden erstattes en smule af vandet med lidt olivenolie - opskrift kan findes her. Og sørg for at rulle dejen tyndt ud, dette er vigtigt! Sørg for at den udrullede dej ligger på et lag af semolinamel, dette er langt bedre til at slippe end konventionel mel, da semolinaen ikke suger væden så hurtigt, og kornene er grovere og runde. rul den eventuelt ud direkte på en træspade.

Uanset hvad du vælger af fyld er grundregelen at "less is more" brug en simpel tomatsovs - opskrift følger, og smør den i et tyndt lag ud over bunden, til 5 mm fra kanten af dejen, og der må gerne være steder på bunden der ikke er plasket til med saucen.

Hold igen med fyldet, de fleste italienske pizze har kun tre - fire ting på, og ikke i et lag af 2 cm.
fyldet kan fx være:
Tomatsovs skinke ost oregano
Tomatsovs blandet ost frisk basilikum
Tomatsovs papirtynde kartoffelskiver ost frisk timian
mulighederne er uendelige, men husk - Less is more!

Og her som alle andre steder, brug gode råvarer, godt mel, god ost, friske krydderurter, det betyder noget!

Bagningen: sørg for at din stenovn er drønvarm, ca 350 grader, dette ses nemmest ved at det sod der danner sig på indersiden af kuplen under opfyringen er brændt væk igen, skub herefter gløderne til siden, eller bunden af ovnen, og læg et stykke brænde på så der konstant er flammer i ovnen. dette holder temperaturen oppe, og giver den svage røgsmag.

Læg herefter pizzaen i ovnen ved at stikke spaden roligt ind, og trække hurtigt tilbage. Meget hurtigt begynder din pizza at hæve op, danne kant, på flammesiden, drej den herefter med en aluspade, eller en bubblepopper, så der dannes kant hele vejen rundt. Kommer der bobler, damplommer i din pizza, punkteres de med bubblepopperen, Og efter 3 - 4 minutter er din pizza færdig!

Bueno appetito


Ingen kommentarer:

Send en kommentar