mandag den 23. juli 2012

Franskbrød bagt i Big Green Egg

Vejret var jo herligt i aften, så hvorfor ikke bage brødet til i morgen i vores grønne æg, opskriften er simpel, til ca 4 brød i denne størrelse bruger du:
30 gram gær, i 6,5 dl lunkent vand
30 gram salt
30 gram sukker
Og mel til det passer, ca et kg.

Æltes grundigt, hæver til dobbelt størrelse, slåes ned, formes og hæver igen til dobbelt størrelse.

Bages i ca 35 minutter ved 250 grader, brug platesetter og bagesten.

fredag den 27. april 2012

Flanksteak med gremolata

Italiensk inspireret oksekødsrulle med gremolata.



Her kommer så lige på opfordring vores opskrift på Flanksteak, rullet med gremolata :-)


1 stor flanksteak

Gremolata, lavet af:
1 håndfuld bredbladet persille
1 halv håndfuld snittet basilikum
6 hvidløgsfed, ristede eller bagt til de er bløde, derefter mosede
revet skal af en citron
en lille håndfuld rasp, eller panko
1/2 tsk. chiliflager
1/2 tsk. salt
2 spsk olivenolie.

desuden skal bruges.
2 ristede og afskallede røde pebre
1 stor pakke frisk spinat
200 gram ost, som fontina, eller cheddar
olivenolie

Start med at lave gremolataen, herefter er det tid at flække din flanksteak, så den kun hænger sammen på den ene langside (butterfly), åben den, og krydr med salt og peber.

læg spinaten i et jævnt lag over steaken, riv de ristede pebre i stykker og bred dem ud over spinaten. læg osten i et jævnt lag, og drys gremolataen over.

Herefter ruller du flanksteaken så det passer med at du skærer på tværs af fibrene når den skal skæres. Rullen bindes omhyggeligt, og er nu klar til at blive stegt. Vi har lavet den både i stenovn, på grill, og i dutch oven. ideelt set skal den brunes grundigt på enten grill eller pande, for derefter at overføres til dutch oven, ovn eller grill med indirekte varme, indtil en kernetemperatur på ca 50 til 55 grader. herefter tages den af og hviler i ca 10 minutter, hvilket gerne skulle betyde en svag hævning af temperaturen til 55 57 grader, og du er klar til at servere.

superlækker med broccolisalat, små pandestegte kartofler,

søndag den 1. april 2012

Pizza i Forno Uno

Fra Lars i Odense, har vi fået dette skønne billede af en pizza lavet i Forno Uno:

Og her følger så Lars´s mail med opskriften:
Hej Kim.

Hermed billeder fra vores 1. prøvning af både forno Uno ovn og Duch Oven 15 qt.

Til baalfolket efterlyser du også opskrifter, og jeg vedlægger lige en rigtig god opskrift på pizzadej. Det var den der i 1. omgang viste sig at være rigtig god til bålovnen.



Pizzadej den ægte Italienske.

½ l. lunken vand.
25 gr. Gær
2 spsk. Olivenolie
2 tsk salt
500 g. Italiens Hvedemel (højt glutenindhold)
500 g. Durum hvedemel. (vælges fuldkorns Durum giver den en rustik og meget mættende pizza).

Alle engridienser røres sammen, sættes til hævning, lunt, i et par timer.
Dejen slås ned, der forbes 5 kugler a ca. 300 g. stykket. Kuglerne rulles i Durum mel og søttes til efterhævning tildækker. (kan sagtens sættes på køl, hvis de først skal bruges dagen efter, det skulle efter sigende give en sprødere pizza).
Pizzaerne trykkes eller rulles ud på et Durummelet bord til de er tynde og mængden passer til en pizza der passer til pizzaspaden, ca. 30 cm.
Fyld på og så ud til ovnen.
Den 1. pizza vi bagte blev lidt sort på den side der vendte ind mod gløderne.
Nr. 2 pizza fik først 1½ min. på den ene side, dernæst 1½ min. På den anden, og så var den sådan set bagt.
Udover en professionel sprød bund, var der også oplevelsen , duften om man vil, fra ovnen, medens pizzaen bagte.


Dagen efter var det vores Duch Ovens tur til at stå sin prøve.
Lammelår med diverse rodfrugter, øl og boullion.
I pizzaovnen blev der bagt flade tomatbrød med krydret tomat, løg ristet i olie og honning, som vi så fik til lammet.
Jeg må sige at vi til dato, ikke har fået så mørt og saftig lammelår, hverken fra Weber, stegepose eller traditionel ovn. Det der tangerer mest, var engang hvor vi fik Grubesteg i jernalderlandsbyen.

Meen vi har mange afprøvninger endnu, onde vi skal på ferie, men min kone der var lidt skeptisk i starten, er overbevist, og hendes kommentar , " så er det spildt at vi købte en Coob Gril sidste år, til at tage med på ferie."

Hilsen Lars Kjærgaard.
Odense

Bistecca Fiorentina

I går var det lørdag, solen skinnede så selvfølgeligt stod den på mad lavet udendørs. Og da vi lige er blevet officielle forhandlere af den utroligt fede grill "Big Green Egg" var det jo den der måtte holde for.
det blev til en gang Bistecca alla Fiorentina, eller som den også kaldes Porterhouse steak. Opskriften er ganske enkel.

Du tager en T-bonesteak med en tykkelse på 7 - 10 cm tykkelse - vægt 1,5 - 2,2 kg. smører den ind i olivenolie, lader den vil i ca. 20 minutter, drysser med godt med salt og peber, og så på en meget varm grill - ca. 400 grader, i 10 til 12 minutter på hver side. Lad bøffen hvile i 10 minutter inden udskæring, og skær de to sider fra, skær i skiver, og husk at hver person skal have både filet og mørbrad!
serveres traditionelt med grøn salat, og grovfrites.

Big Green Egg

lørdag den 4. september 2010

Røgede rejer



En nem lille forret, når du nu alligevel har gang i røgeovnen, er røgede skalrejer!


Og så kan det næsten ikke blive nemmere! 
Lad frosne skalrejer tø op i en skål, hvor de er blandet med rigeligt salt, og efter noget der ligner en times tid, skylles rejerne grundigt under rindende vand. 
Rejerne fordeles på en nethylde eller lignende, og kommes i røgeovnen, der er opvarmet til ca. 70 grader, rejerne skal have ca. 7 til 8 minutter, alt efter størrelsen! hvis de får for længe bliver de hårde!!!

serveres med  godt brød og mayo, eller prøv vores foretrukne -  Alioli 
Retten smager super med en kold riesling på terrassen

God fornøjelse

Dorthe

mandag den 28. juni 2010

Fougasse

Her er Stigs opskrift på Fougasse, vist nok frit efter Camilla Plum!

Fougasse er et traditionelt brød fra den sydlige del af frankrig, og den er mere karakteriseret ved faconen end opskriften, da den traditionelt er blevet bagt af hvad dej man nu lige havde basket sammen. Bagt I en karakteristisk gitterfacon. Og spist varmt med sucker og orangeblomstvand på, dette kan dog snildt undværes på denne opskrift. Opskriften skulle efter sigende også give forrygende snobrød!


4 til 5 brød

30 gr. Gær
2 ½ dl lunkent vand
3 tsk. Sukker
1 dl. Yoghurt
1 æg
1,3 dl smeltet smør
2 tsk. Salt
350 – 400 g mel,

Opløs gæren I vandet, rør de øvrige ingredienser I, dog ikke alt melet, ælt dejen så den bliver smidig og glat, dette justeres med det mel du har tilbageholdt. Lad dejen hæve lunt til den har dobbelt størrelse, del herefter dejen I fire til fem boller der efterhæver I fem minutter. Form bollerne til aflange tynde brød der er tyndere på midten end I kanten, skær uregelmæssige slidser I brødene som eventuelt pensles med yoghurt og drysses med sucker. Hvorefter de smides I en varm ovn, brødene popper op og får en flot kulør når de er færdige, alt efter temperaturen på ovnen tager dette 5 til 10 minutter. Her har vi bagt Fougasse i vores Italienske stenovne


søndag den 20. juni 2010

Unghane i Dutch Oven


Selv om vejret ikke er fantastisk, kan man jo godt lige komme til at smide eet af disse små velskabte kræ i en dutch oven, opskriften er oldemors klassiske, udsat for Dutch oven.


4 pers.
1 unghane
Persille, en god håndfuld
Salt, peber
1,5l kogende vand
Magarine
Start med at krydre hanen med salt og peber, derefter stopper du persillen ind i hanen, så er den klar.
Varm din dutch oven godt op, tilsæt så margarinen. Når margarinen er brust af, bruner du unghanen godt på alle sider.
Når hanen er flot gylden over det hele tilsætter du det kogende vand, og ligger låget på, hvorefter der lægges gløder på.
Nu skal hanen have op til 60-80 min. afhængigt af størrelsen på hane og gryde, samt ikke mindst hvor varmt dit bål er!
Hold øje med at hanen ikke koger tør, og vend den halvvejs i forløbet.
Serveres med nye katofler, brun sauce og frisk agurke salat.
Jummi! jeg ryger mentalt lige tilbage i mine bedsteforældres stuer, øh bortset fra at den vist alligevel ikke blev lavet på bål altså! :-)
mvh Dorthe